Tilberedning
Kartofler smager ikke godt rå, så de skal tilberedes, før de er en nydelse at spise.
Kartoffelmos med rodfrugter
Kartofler er ufatteligt gode i mos – både for sig selv og sammen med rodfrugter. Skræl kartofler, persillerødder og gulerødder, og skær dem i tern. Kom grøntsagerne i en gryde, og kog kartofler og rodfrugter uden salt i ca. 20 minutter. Hæld vandet fra og mos grøntsagerne med et piskeris. Tilsæt løbende lidt mælk, rigeligt smør og lidt olivenolie. Smag til med salt og peber til sidst. Servér mosen til en bøf eller gryderet.
Knuste kartofler
Knuste kartofler lyder måske en smule voldsomt, men det er faktisk ret lækkert. Kog ca. 500 gram kartofler i letsaltet vand – kogetiden for kartoflerne er ca. 10 minutter. Læg de kogte kartofler på en bageplade, og pres dem flade med bagsiden af en ske. Hæld en blanding af smeltet smør, presset hvidløg og tørret rosmarin over de knuste kartofler – og top med flagesalt. Bag kartoflerne i ovnen ved 200 grader i ca. 15 minutter, eller indtil de er gyldne. Riv parmesan over kartoflerne inden servering.
Frittata med kartofler
Kartofler er også rigtig gode sammen med fx æg. Skær kartofler, løg, hvidløg og rød peberfrugt i tynde skiver, og svits det hele på panden i lidt olie. Hæld en samlet masse af æg, mælk, parmesanost, oregano, salt og peber over grøntsagerne. Steg frittataen under låg i 20-25 minutter, indtil den er fast. Vend frittataen, og steg den på den anden side i 10 minutter. Servér frittataen med rugbrød som tilbehør.